Eksplosiv global befolkningstilvækst, stigende velstand i udviklingslandene og stadig større energiafhængighed får energibehovet til at stige markant og kræve mere grøn energi. Samtidig har en ændret verdensorden ført an af Rusland sat energipolitik og forsyningssikkerhed højt på den udenrigspolitiske dagsorden. Det vurderer manden i spidsen for den udredning, som skal sikre en mere strategisk indsats i dansk udenrigspolitik.

Den 2. maj 2016 trådte Danmarks ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, for en tid ud af diplomatiets mere anonyme liv og ind i mediernes søgelys. Det skete, da han afleverede sin udredning ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid” til regeringen. Udredningen skal sikre Danmark mest mulig effekt af sin udenrigspolitiske indsats, og den konkluderer, at Danmark i højere grad bør lægge en strategi baseret på danske interesser til grund for sin udenrigspolitik.

Magasinet har mødt Taksøe-Jensen til en samtale om demografi, stigende energiefterspørgsel og uafhængighed af Putins gas.

 

Hvordan ser fremtidens energibehov ud?

”Jeg synes jo ikke, at der er nogen tvivl om, at energi kommer til at blive en endnu mere efterspurgt ressource fremadrettet. De veludviklede samfund i verden bliver mere afhængige af energi, og samtidig ser vi en demografisk udvikling i verden, som betyder, at der vil være nogle store nye markeder, som åbner sig for energi. Jeg kommer selv fra Indien, hvor vi kan se, at der er en voldsom befolkningstilvækst og en voksende middelklasse, samtidig med at der sker en stor bevægelse af befolkningen fra landområderne til byerne. Man regner med, at 400 millioner indere i de næste 25 år vil bevæge sig mod byer. Millioner af mennesker vil bevæge sig fra en situation, hvor de ikke var afhængige af energi, til en situation hvor energi er en naturlig del af deres hverdag, som det er for dig og mig. I Afrika ser vi en befolkningstilvækst på 400 millioner i løbet af de næste 15-20 år og store initiativer for at skabe vækst. Et kerneelement i vækst – udover vand – det er energi”, svarer Peter Taksøe-Jensen og forsætter med at fortælle, at han vurderer, at det øgede energiforbrug vil sætte et pres på den grønne omstilling.

”Enten kommer man til at være i en situation, hvor folk mangler energi, eller også kommer fossile brændstoffer til stadigvæk at fylde for meget set i et klimaperspektiv. Så jeg tror, at alle lande bliver tvunget ind i at investere mere i vedvarende energi, fordi det simpelthen ikke er muligt at blive ved med at brænde så mange fossile brændstoffer af. I Delhi, hvor jeg bor, har vi en befolkningstilvækst på 5 pct. om året. Det lyder måske ikke af meget, men når nu man er 20 millioner mennesker, så er det altså en million flere mennesker om året, som skal ud at køre, og som skal have strøm, når man skal have opladt sin iPhone eller tænde for aircondition. Det sætter det sådan lidt i perspektiv. Så hvis ikke der bliver gjort noget (i forhold til den grønne omstilling, red.), så bliver der altså meget få steder på kloden, man overhovedet kan få et liv, der kan hænge sammen”.

 

Hvilken betydning har energimæssig forsyningssikkerhed for et land?

”En af mine gode kolleger i udenrigsministeriet sagde til mig for ti år siden, at nu skulle Udenrigsministeriet have en energipolitisk strategi. Jeg tænkte: Hvad skal vi dog med sådan en? Kom nu ind i kampen, der er jo alle mulige andre vigtige ting – Europapolitik og andet. Men det var sådan set ret godt tænkt. For energi er jo rykket op på den udenrigspolitiske dagsorden i de sidste 15 år i forhold til, hvordan det har været tidligere. Mellemøsten har haft kæmpestor betydning som verdens energiforsyner i mange år. Det har haft betydning for ønsket om at skabe stabilitet i Mellemøsten og for eksempelvis sikring af sejlruter. Det er ved at skifte nu. For det første er der skifergas- og olierevolutionen i USA, der betyder, at USA nu er verdens største producent af både olie og gas. Og det er for alvor kommet til udtryk, efter at Rusland er begyndt at ændre det sikkerhedspolitiske landskab i Europa. Jeg sad i USA på det tidspunkt og kunne se det meget tydeligt på, hvordan de lande, som kun har én energikilde, russisk gas, blev udsat for pression. Der blev drejet på gasskruen som et geopolitisk instrument, og hvordan kan man svare på det? Ved at sikre diversitet i energileverancerne og gøre sig uafhængig af kun én leverandør. Ukraine har jo set, hvordan gasspørgsmålet har været centralt i forholdet mellem Rusland og Ukraine. Og det har jo så ført frem til et forstærket ønske om at sikre et distributionsnetværk i Europa, hvor man kunne flytte energi rundt på en anden måde, end man kunne tidligere. Prøve at skabe alternative muligheder for at få energi. Det er noget, som jeg tror, ikke mange havde tænkt var enormt vigtigt at kigge på lige efter afslutningen af den kolde krig. Så min kollega var meget fremsynet, da han sagde, at vi skal energipolitik med i udenrigspolitikken. Og nogle af mine østeuropæiske kolleger – de lande som er 100 pct. afhængige af forsyning af energi udefra, fordi de ikke har investeret på samme måde, som vi andre har, i uafhængighed – de er enormt optagede af, hvordan vi kan få udbygget energi-infrastrukturen med gasledninger, så man får mulighed, for det, der hedder reverse flow. Det er jo en absurd situation, at russerne sælger gas til tyskerne til én pris og til Ukraine til næsten den dobbelte pris. Derfor er energi blevet et udenrigspolitisk instrument – også i den europæiske sikkerhedspolitiske situation – inden for de sidste ti år. Det var det ikke tidligere.

 

Hvad har selvforsyningen af olie og gas betydet for Danmark?

”Det er jo en fantastisk rejse, Danmark har været på. Fra 1974, hvor vi gik rundt på motorvejene og var 98 pct. afhængige af energi udefra til en omstilling hvor vi er selvforsynende, og hvor vi har haft en økonomisk udvikling, hvor vores BNP er vokset med 80-82 pct. i den periode fra 1974 til nu, og hvor vi har været i stand til at fastholde vores energiforbrug relativt fladt, fordi vi har effektiviseret os ud af en del af efterspørgslen og så været i stand til at være bedre og bedre til at udnytte den energi, vi har haft. For det første har det haft en kæmpe samfundsøkonomisk betydning, men udenrigspolitisk har det jo også en stor betydning. Vi har ikke været skydeskive for det pres, som andre har været ude for, fordi vi har været selvforsynende i mange år. Vi er jo koblet op med de andre, og indirekte er vi jo også afhængige af russisk gas til Europa, men det giver jo en frihed til at tilrettelægge sin energipolitik på en helt anden måde, end hvis man stadigvæk var 100 pct. afhængig af andre. Man skal bare gå tilbage til energikrisen i 1974 og spørge sig selv, hvad det egentligt var, der skete der? Det var jo nogle fremmede magter, som besluttede sig for at skrue på en skrue, som totalt risikerede at underminere den danske samfundsøkonomi, fordi vi var afhængige af energi udefra, og som jo netop var det, der skabte incitamentet til at bringe os dertil, hvor vi er i dag. At vi så var heldige at kunne få forsyning fra vores egen olie og gas i Nordsøen, det var rart.  Og nu har vi haft en mulighed – som vi har udnyttet – for at investere i alternative energiformer. Så når olien tørrer ud, vil det stadigvæk være sådan, at Danmark kan fastholde relativt stor energiuafhængighed af udlandet. Det er jo en kæmpe fordel”.

 

Skal Danmark fremover se sig selv i en større sammenhæng, når det gælder energiforsyning?

”Jeg tror, det første skridt er et forpligtende samarbejde i Europa og EU, som er en rigtig god ramme for at få skabt konkurrence på det her område. Det betyder i sidste ende, at forbrugerne får billigere energi. Men det er også vigtigt at få etableret den infrastruktur som skal til, for at man kan sige, at der er forsyningssikkerhed for alle lande, og at man er uafhængig af, om nogen beslutter sig for at bruge det her instrument geopolitisk (som man se Rusland gøre nu, red.). Jeg tror ikke på, at vi får en transatlantisk energiunion, fordi det er mere profitabelt for amerikanerne at sælge deres energi i Asien end til Europa.  Derfor er det mere et spørgsmål om et sikkerhedspolitisk, solidarisk element, når amerikanerne også overvejer at eksportere til Europa, et udtryk for et ønske om at blive integreret med Europa. Men amerikanerne bruger meget tid på at se på energi i et strategisk perspektiv, fordi de er opmærksomme på, hvad det betyder. Vi er jo allerede relativt godt udbygget i vores del af Europa med Sverige og Norge og Tyskland, og jo mere man kan få det rullet ud til resten af Europa, jo bedre bliver det for alle”.