I forbindelse med sikkerhedskonferencen Task Force Zero uddeles på torsdag den 14. april kl.17.30 årets Safety Award til person eller en virksomhed, som har ydet en helt ekstraordinær indsats i forhold til offshore sikkerhed. Alle virksomheder og personer i olie- gasindustrien har kunnet indstille modtagere til Safety Award. Olie Gas Danmarks HSE komite har udvalgt de tre bedste kandidater og kårer efterfølgende en vinder til prisen.

Årets nominerede er:

Construction Group på Dan feltet er nomineret for både deres engagementet i implementeringen af ”Safe Job Analysis” og ”Toolbox Talks” i det daglige arbejde, og tillige for deres yderligere initiativer til øget sikkerhed.

Andrew Fenn, Maersk Oil er nomineret for sin utraditionelle opfindsomhed i sin stræben efter at inkludere alle kategorier i sikkerhedsarbejdet – med kampagner på et meget personligt niveau.

Claus-Henrik Jørgensen, ABB Denmark er nomineret for at synliggøre vigtigheden af ledelsens rolle, når det værste sker. Ved både at lave et stort opfølgningsarbejde og samtidig at dele læringen fra hændelsen med industrien.