Situationen i dag

Høj sikkerhed, sikring mod nedslidning og en god beskyttelse af miljøet er afgørende for olie- og gasbranchen.

Hvis ikke man lever op til disse grundlæggende krav, vil det så tvivl om branchens grundlæggende positive rolle i det danske samfund. Det risikerer også at gøre det sværere at opnå helt centrale forretningsmæssige mål, som for eksempel at tiltrække nye medarbejdere. Det er også vigtigt for virksomheder at kunne dokumentere gode resultater inden for sundhed, sikkerhed og miljø i samarbejdet med internationale partnere.

Branchen har et højt sikkerhedsniveau. Antallet af ulykker var 2,3 for hver million arbejdstimer i 2010. Til sammenligning var antallet af ulykker 10,5 for alle industrier på land.

Udfordringer for branchen

Sikkerhed og miljøbeskyttelse kræver både gode arbejdsprocesser, investeringer i ny teknologi og en konstant opmærksomhed på kulturen på arbejdspladsen. Alle virksomheder i værdikæden er nødt til at have det samme høje fokus, og det stiller store krav både til den enkelte virksomhed og til koordinering virksomheder imellem.

Der er også en stigende erkendelse af, at et tæt samarbejde mellem virksomhederne, og andre interessenter som fagforeninger, NGO’er og brancheorganisationer, kan give et vigtigt bidrag.

Selv om branchen har en lav ulykkesfrekvens i forhold til på land, er der fortsat rum for at forbedre sig endnu mere. Andre lande har lavere ulykkesfrekvenser offshore end Danmark.

Tilsvarende er det afgørende, at branchen har et højt niveau af miljøbeskyttelse, og at alle virksomheder i værdikæden arbejder på at gøre løsninger stadig mere miljøvenlige.

Det vil Olie Gas Danmark

  • Fungere som forum for koordinering af sikkerhedsprocedurer, videndeling og etablering af standarder for at sikre yderligere forbedring af sundhed, sikkerhed og miljø. Dette arbejde vil involvere både virksomheder og andre interessenter.
  • Fortsætte det eksisterende arbejde i Task Force Zero, der blandt andet afholder branchens årlige sikkerhedskonference.
  • Sikre det rette niveau af beredskab i hele branchen til at reagere på akut opståede situationer.
  • Arbejde med beslutningstagere i Danmark og EU for at fremme regulering af branchen, så reguleringen bliver både ansvarlig og omkostningseffektiv.
  • Samle data og viden, der dokumenterer, og skaber opmærksomhed om branchens resultater.